Hvor meget baggrundsresearch er nok, før interviewet finder sted?

Næsten hvert hold stiller det samme spørgsmål i løbet af de første uger: hvornår er jeg færdig med at researche? Det er et fornuftigt spørgsmål, for baggrundsresearch har ingen naturlig slutstreg. Der er altid endnu en artikel, endnu et register, endnu et opslag, du kunne nå at åbne, inden du ringer til personen.

Mit svar er sjældent et tal. Jeg plejer at sige, at du er færdig, når du kan beskrive personen eller organisationen i fem sætninger, hvor hver sætning kan henvises til en kilde, du selv har set. Kan du ikke det, mangler du noget. Kan du, og du stadig leder videre, er det som regel usikkerhed, der driver dig, ikke manglende viden.

Den skelnen mellem manglende viden og almindelig nervøsitet er en af de ting, vi øver i forløbet. Du får lov at mærke, hvordan det føles at gå ind i et interview velforberedt, men ikke overforberedt.

Research før et interview har tre opgaver. Den skal give dig et grundlag for gode spørgsmål, den skal gøre dig i stand til at opdage, hvis noget i svaret ikke passer, og den skal beskytte personen mod, at du gentager gamle fejl eller rygter som fakta.

Mange begynder med at samle alt, de kan finde, og ender med en bunke, der ikke hænger sammen. Jeg beder kursisterne i stedet om at formulere, hvad de vil vide, før de søger. Det gør søgningen målrettet og gør det lettere at se, hvilke fund der faktisk betyder noget for samtalen.

Researchen er heller ikke et facit. Den er et udgangspunkt, du tager med ind i samtalen og er parat til at revidere. Hvis personen fortæller noget, der modsiger dine fund, er det ikke et nederlag, men præcis den slags afvigelse, du har forberedt dig på at kunne spotte.

• Et grundlag for præcise og efterprøvbare spørgsmål
• Evne til at opdage, når et svar ikke stemmer
• Beskyttelse mod at videregive gamle fejl som fakta

I forløbet arbejder vi udelukkende med åbne kilder, altså materiale, som enhver kan finde frem til: offentligt tilgængelige registre, virksomheders egne beskrivelser, tidligere omtale, referater og lignende. Det er bevidst, for det betyder, at du kan vise, hvor hver oplysning kommer fra.

En enkel arbejdsgang er at starte bredt og så indsnævre. Først en oversigt over, hvem eller hvad det drejer sig om. Dernæst de officielle spor, som er tungere at argumentere imod. Til sidst de mere personlige spor, hvor du skal være særligt omhyggelig med at skelne mellem det, personen selv har sagt, og det, andre har sagt om vedkommende.

Noter undervejs kilde, dato og hvad du fandt. Det lyder kedeligt, men det er den vane, der sparer dig mest tid senere, når du skal tjekke et citat eller forklare en redaktør, hvorfor du skriver noget bestemt.

• Oversigt først, derefter de officielle spor
• Skel mellem selvudtalelser og andres beskrivelser
• Notér kilde og dato for hvert fund

Der er nogle ret konkrete tegn. Du kan forklare personens eller organisationens rolle uden at kigge i dine noter. Du kender de fakta, der er uomtvistelige, og de, der er omstridte. Du har fundet mindst et par forhold, du gerne vil høre personens egen version af.

Et andet tegn er, at dine nye fund begynder at gentage det, du allerede ved. Når tredje og fjerde kilde blot bekræfter de to første, er du sandsynligvis nået til et punkt, hvor mere søgning giver faldende udbytte.

Til sidst kan du teste dig selv: kan du skrive ti spørgsmål, hvor intet af dem kunne have været stillet uden researchen, og hvor ingen af dem er svar, du allerede har? Så er du klar. Mange kursister opdager her, at de har researchet bredt men spurgt overfladisk, og så er det spørgsmålene, der skal arbejdes på, ikke mængden af materiale.

• Du kan opsummere personen i fem kildebelagte sætninger
• Nye fund gentager det, du allerede har
• Du kan skrive spørgsmål, der kræver researchen

Der findes en modsat fare. Nogle bruger så meget tid på forberedelse, at de går ind i interviewet med en færdig historie i hovedet. Så lytter de efter det, de forventer, og overhører det, der er nyt.

En anden fælde er at lade sig overbevise af en enkelt kilde, bare fordi den lyder sikker. Én tydelig stemme er ikke det samme som flere uafhængige. Vi øver at spørge: hvem ved dette, og hvordan ved de det?

Endelig bør du være varsom med oplysninger, der handler om personens privatliv, og som ikke har noget med emnet at gøre. At noget er muligt at finde, betyder ikke, at det er relevant eller rimeligt at bruge. Her kommer respekten ind som en del af metoden, ikke som pynt ovenpå den.

• Undgå en færdig historie, før du har talt med personen
• Giv ikke én sikker kilde mere vægt, end den fortjener
• Vurder relevans, ikke kun tilgængelighed

På forløbet får du en kort case og en tidsramme. Du researcher efter en fast skabelon, noterer dine kilder og afleverer et interviewark. Derefter får du feedback på, hvad der manglede, og hvad der var overflødigt.

Det vigtigste, kursisterne fortæller, de tager med, er ikke en teknik, men en fornemmelse for proportioner. De lærer at stoppe i tide og at vide, hvorfor de stopper.

Øvelsen gentages med nye personer og organisationer, så du bygger rutine. Vi arbejder altid med øvelser og eksempler, ikke med rigtige personer, der ikke har sagt ja til at indgå, og du får tid til at spørge, når noget er uklart.